Trods skybrud og snestorme så tjente forsikringskoncernen Bornholms Brand sidste år 18,7 millioner kroner efter skat.
I 2009 havde koncernen, der består af Bornholms Brand a.m.b.a., Bornholms Brandforsikring A/S og Bornholms –IT ApS, et overskud på 20,5 mio. kr.
Bestyrelsesformand Egon Jensen sagde på generalforsamlingen tirsdag aften i Nexø-Hallen, at vejret i 2010 havde medført rekord i antallet af anmeldte skader.
”Logisk set skulle det ikke være muligt med et så flot resultat, når der var så mange skader, som tilfældet var. Men faktisk har forsikringsdelen givet et rekord stort overskud, nemlig et overskud på 23,2 mio. kr. før skat,” sagde Egon Jensen i sin beretning.
Vækst i præmieindtægterSelskabet havde i 2010 en vækst i de samlede præmieindtægter på 2,7 procent. Bruttopræmieindtægten i 2010 udgjorde i alt 98,2 mio. kr. mod 95,6 mio. kr. i 2009.
I ledelsens beretning fremhæves det, at væksten er bemærkelsesværdig, idet Bornholms Brandforsikring agerer i et konkurrencepræget marked med en i forvejen høj markedsandel, en tilbagegang i indbyggertallet på øen og samtidig har valgt at overføre selskabets landbrugsforsikringer med en samlet præmieindtægt på 3 mio. kr. til Topdanmark. Ledelsen betragter derfor udviklingen som meget tilfredsstillende.
Bedre forsikringerAf ledelsens beretning fremgår, at beslutningen om at overføre landbrugsforsikringerne til Topdanmark er truffet for at ”skaffe de bornholmske landmænd de bedste landbrugsforsikringer på markedet og for at levere en større kompetence på viden og IT inden for dette forsikringsområde.”
Dyrt skybrudSkybruddet i august 2010 kostede ca. 19 mio. kr..
Selskabets samlede erstatningsudgifter steg fra 50,9 mio. kr. i 2009 til 69,6 mio. kr. i 2010.
Egenkapitalen i koncernen udgør ved regnskabets afslutning 174,4 mio. kr., og antallet af fuldtidsansatte er 29.
Bjarne HansenFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.