Det nye rådhus til 171 millioner kroner på Landemærket i Rønne skal kunne rumme op til 525 ansatte, fremgår det af oplysninger fra Bornholms Regionskommune.
Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal ske en administrativ sammenlægning i et nyt rådhus, og det kræver udarbejdelse af kommuneplantillæg samt lokalplanforslag for området ved Landemærket.
Området er i dag bebygget med et rådhus på 4.011 kvadratmeter og et bibliotek på 2.236 kvadratmeter. Der vil efter planerne være behov for mindst 12.600 etagekvadratmeter, men kommunen ønsker at der skabes mulighed for at bygge op til 14.000 etagekvadratmeter.
Rådhus rives måske ned”Det skal muliggøres at det eksisterende rådhus helt eller delvist indgår i et nyt rådhus, men også at det helt eller delvist kan nedrives. Det er muligvis nødvendigt at dele af et nybyggeri skal kunne opføres i op til tre etager,” fremgår det af materialet til kommunens Teknik- & Miljøudvalg.
Tidsplanen er indtil videre, at opførelse af et nyt og samlet rådhus kan påbegyndes medio 2012, til færdiggørelse juli 2013. Inden da skal der gennemføres arkitektkonkurrence, udbud og projektering.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.