Bech-Hansen & Studsgaard A/S i Rønne har købt Vips Transport ApS, der også ligger i Rønne.
Det fremgår af en meddelelse i Det centrale virksomhedsregister, at der på et bestyrelsesmøde fredag skete udskiftninger i bestyrelsen, idet Elon Studsgaard er indtrådt som ny formand i Vips Transport ApS og at sønnen Morten Studsgaard er indsat som direktør i det nyerhvervede selskab.
Udtrådt af direktionen er Jan Kohring Larsen og Jim Holtoug Sommer.
I det seneste regnskabsår havde Vips Transport ApS en bruttofortjeneste på 15,7 millioner kroner og et overskud på 1,9 mio. kr. efter skat.
Selskabets egenkapital var ved regnskabsårets afslutning på 6,3 mio. kr.
Vognmandsfirmaet Bech-Hansen & Studsgaard A/S i Rønne havde sidste år et overskud på 2,6 mio. kr. efter skat.
Egenkapitalen blev ved regnskabets afslutning opgjort til 33,5 mio. kr.
En koncernBech-Hansen & Studsgaard A/S har omkring 200 ansatte fordelt på flere afdelinger.
Virksomheden er medejer af Danske Fragtmænd, der er et netværk af danske vognmænd, der fragter gods fra dør til dør og fra dag til dag i hele Danmark, Nordtyskland og Sydsverige.
Bech-Hansen & Studsgaard A/S er også medlem af Nordic Chain, der er en sammenslutning af privatejede speditørfirmaer i Norden.
Ud over dette ejer Bech-Hansen & Studsgaard A/S shippingvirksomhederne Plum, Møller & Skovgaard A/S og Ejv. Hansens Eftf. A/S, som varetager alle former for servicering af skibstrafik, primært på Rønne Havn.
Bech-Hansen & Studsgaard A/S ejer ligeledes BHS Service Center A/S. Denne del af koncernen reparerer, servicerer og forhandler lastbiler samt udstyr til disse.
Selskabets hovedaktionærer er Studsgaard Holding A/S, Elon Studsgaard og Morten Studsgaard.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.